Velkommen

Birthe Wilke har været så venlig at sige ja til et interview med Esconnet dk. Det er en stor glæde at kunne bringe jer dette, hvor hun fortæller om alt fra sin spæde musikstart og til i dag. En fantastisk hukommelse man skal lede længe efter, og en livsvilje og viden vi andre kan lære utroligt meget af. Ingen tvivl om, at BirtheWilke har haft et pragtfuldt liv, men også et hårdt liv med smerter, både fysisk og psykisk. I dag er hun meget stolt af sin søn, som blev født i 1963 og er hendes eneste barn. Han blev født handicappet idet hans underarme og hænder var deforme. Under den allerførste tid af sit svangerskab, fløj Birthe en uge rundt i Europa til forskellige TV-engagementer, og tog inden afgang en pille mod flyvesyge- og skræk. Hun anede ikke, at det var Thalidomid. En masse børn verden over blev på det tidspunkt født uden arme og ben, fordi mødrene havde indtaget Thalidomid under svangerskabet, så Birthes søn var heldig midt i uheldet. Otte små tabletter havde dog gjort ubodelig skade. I dag er hendes søn voksen, har en lang uddannelse bag sig og sidder i en stor ansvarsfuld stilling.

En ægte dansk kvinde med den store stemme, vore alle sammens 50er idol, Birthe Wilke. Hun blev født i 1936, hvor hun voksede op i et musikerhjem. Hendes far var en kendt saxofonist, Helmuth

Wilke. Birthe nåede kun at leve få år inden den anden Verdenskrig brød ud. Musikken forblev uændret i hjemmet, men ikke udenfor. Det blev svære tider for alle danskere.

Allerede som seksårig begyndte Birthe at spille klaver. Den klassiske skole, som alle måtte igennem, hvis man skulle lære at spille dengang. Og da hun var tolv år begyndte hun at gå til sang på Musikdramatisk Skole, der lå på Frederiksberg. Det var tidligere kgl. operasanger Imanuel Franksen som underviste Birthe i klassisk sang. Men inden længe kom en sangerinde fra USA og ændrede på det hele. Nemlig Doris Day, som Birthe blev en stor fan af, og er det den dag i dag. Doris Day sang "You go to my head" så smukt, at Birthe følte, hun selv måtte prøve at synge den. Og en dag indsang hun den på en vinylplade hos Fona på Strøget i København. Det var dog ikke i Birthes fantasi at skulle blive sangerinde en dag.

Da hun blev 14 år så hun filmen "Annie get your gun" med Betty Hutton og Howard Keel i hovedrollerne, og blev så betaget af melodierne, at hun lærte dem og lavede et potpourri over de af sangene, som hun kunne synge. Hun mødte derefter op til et kunstnerforum i Holberghaven, som lå i National Scala lige overfor Tivoli. I Holberghaven spillede et stort orkester og der var variete med forskellige artister etc. Ovenpå Holberghaven lå Scalasalen, hvor de unge mennesker lyttede og dansede til de gode orkestre, som altid spillede der.

Hver onsdag eftermiddag var der i Holberghaven et kunstnerforum, hvor amatører kunne deltage. Birthe prøvede lykken og vandt med sit "Annie get your gun" potpourri. Udover 1. pladsen fik hun tilbudt en måneds engagement i Holberghaven.Da hun endnu kun var 14 år måtte hun vente et par måneder indtil hun fyldte 15. Loven tillod ikke at man optrådte offentligt, før man var 15. Og således startede hendes karriere. Hun blev slået op som det store operettefund, og pludselig var hun i gang med en stor sangkarriere, som hun aldrig havde drømt om.

I slutningen af 1951 fik hun tilbud om at komme med saxofonisten Arne Astrup og hans jazzorkester ned til Heidelberg i Vesttyskland, der lå i den amerikanske zone. De udstationerede amerikanske soldater var vant til musik og sang hjemmefra, og havde også brug for det, når de var ude. Birthe fortsatte senere med Poul Verlis og hans orkester i Garmisch-Partenkirschen, hvor de amerikanske soldater også var. Det blev til næsten et halvt år hos amerikanerne, og det blev en tid, som hun betegner: Som at være i Slaraffenland! Amerikanerne havde penge, havde varer som var umulige at købe i Danmark og så kunne man synge på engelsk og spille en musik, som ikke var tilladt, da Danmark var besat. Iøvrigt bad amerikanerne om at ændre hendes navn til Mary Wilke. Det var lettere for dem at udtale. På Birthes dåbsattest står Birthe Mary Wilke, så amerikanerne fjernede blot navnet Birthe til hendes store sorg. Mary var ikke et navn hun brød sig om, det lød gammeldags syntes hun og stammede fra hendes gamle faster, som hed Mary og var hendes Gudmor. I dag er navnet Mary blevet populært efter vi har fået kronprinsesse Mary, så Birthe er ikke så ked af det mere.

I sommeren 1952 havde Birthe en aftale om at vende tilbage til Danmark. Til "Dansetten" i Tivoli. Her spillede kapelmester Bruno Henriksen og hans store swingorkester, og Birthe skulle her være refrænsangerinde, som hun jo også havde været i Tyskland. Hver aften dansede de unge mennesker jitterbug, som var den helt store dille dengang. Der afholdtes mesterskaber, både danske og nordiske, og den populære danselærer Børge Kisbye stod som arrangør. Det var en spændende tid. Men der skete også en anden spændende ting. Bruno Henriksen, orkestret og Birthe blev inviteret til Musik Olympiade i Berlin. Der kom orkestre fra hele Vesteuropa og det skulle afholdes på det Olympiske Stadion, hvor der kom 100.000 mennesker. Hvor de kom fra er et spørgsmål, for det meste af Berlin var næsten intet andet end murbrokker. Et levn fra krigens tid! Det var selvfølgelig et rystende syn for en ganske ung pige, men der var heldigvis ikke tid til at tænke dybere over noget, idet der var prøver med orkestret og så endelig om aftenen Musik Olympiaden. Der var stillet 3 store tribuner op på den store grønsvær til de forskellige orkestre. Bruno Henriksen og orkestret havde røde jakker og hvide benklæder på og Birthe en hvid kjole med en stor rød rose. De danske farver. Om aftenen da orkestret var på plads på tribunen, skulle Bruno Henriksen og Birthe Wilke komme gående udefra hånd i hånd og ind over grønsværen til tribunen i en enkelt spotlight. Det vakte jubel. Rødt, hvidt og det grønne græs! Det har været et smukt syn. Orkestret spillede først Jacob Gades "Tango Jalousi", dernæst Bjarne Høyers "Min melodi til dig" som Birthe sang, og endelig "My girl" en foxtrot af orkestrets førstetrompetist Arne Lamberth. Det blev til en flot sølvmedalje!

Birthe Wilke begyndte nu at indspille grammofonplader. Først i 1955 fik hun sit gennembrud som slagersangerinde, som det hed dengang. Hun medvirkede i en radioudsendelse som hed "Hveranden Lørdag", og den blev sendt direkte fra Radiohusets Koncertsal hver fjortende dag i et helt år. Værten var Sejr Volmer Sørensen og der var et fast team bestående af Preben Uglebjerg, Lisbeth Frandsen, Bent Weidich og Birthe Wilke. Otto Francker stod for det musikalske og Thøger Olesen for teksterne. Endvidere spillede radioens underholdningsorkester under ledelse af kapelmester Kai Mortensen. I denne udsendelse medvirkede altid en gæst, og en dag var det kgl. operasanger Mogens Wedel. Volmer Sørensen arrangerede, at Birthe skulle synge en enkel lille sang sammen med Mogens Wedel. Den hed "Den gamle gartners sang" og den fik en drønende succes de næste mange år. Her fik Birthe sit gennembrud med et brag som slagersangerinde. I radioens Giro 413 kan man den dag i dag høre om "Den gamle gartner". Herefter fik Birthe mange pladesucceser bl.a. Hvide Syrener, Que Sera,Sera, Håndklaver og charme, Smil gennem tårer, Tammy, Pepita fra Mallorca og mange flere. Ialt indspillede hun ca. 200 melodier i hendes forholdsvis korte karriere.

I 1956 medvirkede Birthe i en af de store Ungarnsudsendelser, som blev sendt på fjernsynet direkte fra Radioens Koncertsal. Meget få mennesker havde et TV-apparat på den tid og mange steder i landet kunne man slet ikke modtage, da der manglede antenner til at sende. I de byer som havde radioforretninger, var der normalt placeret et fjernsynsapparat i midt i vinduet som var tændt, når der var udsendelser. Så kunne man stå udenfor på gaden og se gennem vinduet på udsendelserne, der var meget få af. Ellers måtte man hjem til venner og bekendte som havde et TV. Som sagt var det meget få udsendelser der sendtes, og et TV-apparat var meget dyrt. I 1957 var der ca. 100.000 TV-apparater i Danmark.

Da Gustav Winckler og Birthe Wilke i 1957 blev spurgt, om de ville medvirke i et Melodi Grand Prix i fjernsynet, kendte de ikke meget til, at der havde været afviklet et i Schweiz året før. Danmark blev først endelig tilsluttet Eurovisionsnettet omkring september 1956, og der havde ikke været mulighed for at medvirke, før vi var tilsluttet. Derfor kunne vi heller ikke se det første Melodi Grand Prix fra Schweiz. I 1957 hvor vi var blevet koblet på, kunne vi som det første land i Skandinavien medvirke i det internationale Melodi Grand Prix. Det skete i marts 1957, efter at Danmark havde udvalgt sangen "Skibet skal sejle i nat". Sverige kunne først medvirke i 1958. Norge og Finland kom endnu senere på Eurovisionsnettet og kunne først nogle år efter deltage i det internationale MGP.

For Birthe Wilke og Gustav Winckler var det vigtigt at komme i fjernsynet, da det var meget få udsendelser der sendtes. Og endelig - næsten ingen underholdning! Sejr Volmer Sørensen skulle være vært for det danske Melodi Grand Prix og han mente, at når der nu endelig var billede på, skulle man ikke bare stå og synge foran en mikrofon. Så hvert nummer fik sin egen kulisse, kostume og instruktion. Gustav havde 2 solonumre, Birthe 2 og endelig var der 2 duetter. Det hele skulle afvikles i et studie, der normalt blev brugt til at sende orkestermusik fra. Og nu skulle der pludseligt være kulisser, stort orkester, TV- udstyr og endelig publikum. Det hele var meget trangt, men alt lykkedes alligevel.Og begge solister skulle med til finalen. Duetten "Skibet skal sejle i nat" vandt som bekendt. Alt lykkedes med succes, men pressen var uening. Her var man var næsten enige om, at "Skibet skal sejle i nat" var en elendig melodi og teksten noget sentimentalt pladder, som man ikke kunne være bekendt at sende afsted. Vi ville i hvert fald nok ende som nummer sidst.

Underholdningschef på Statsradiofonien, som det hed dengang, var på daværende tidspunkt Svend Petersen, og han rejste med ned til Frankfurt i Vesttyskland, hvor finalen skulle afholdes. Volmer Sørensen måtte blive hjemme. Det var Birthe og Gustav kede af, da han havde instrueret nummeret. De var også kede af al den negative presseomtale, så de ønskede næsten, de ikke skulle afsted. Det gik dog bedre end nogen havde regnet med. Ved generalprøven bad man Gustav og Birthe om at komme op og få overrakt vindermedaljen, da alle tippede dem som vindere. Heldigvis brød Svend Petersen ind og stoppede det, for som han sagde, var Danmark glade for, at man kunne lide vores melodi, men dertil og ikke længere. Det blev jo også kun til en 3. plads.

Måske fordi noget gik galt. Nummeret sluttede med et afskedskys. Til generalprøven gik alt perfekt. Til udsendelsen kiksede det. Fjernsynsmanden som valgte billederne der blev sendt, blev så glad for billedet med kysset, at han beholdt det til nummeret var slut. Til generalprøven var aftalen, at han skulle slutte billedet med orkestret, da der var en lang instrumental slutning, og så blev kysset for langt til skærmen. En tekniker fortalte så Gustav og Birthe med en arm, når de var ude af billedet, og de kunne så gå hver til sit og bukke-neje imens orkestret spillede færdigt. Men den arm kom ikke til udsendelsen! Så Birthe og Gustav fortsatte med at kysse og kysset blev så langt, at mange lande var forargede. Man var ret snerpet i 1957!

Birthe Wilke deltog i det danske Melodi Grand Prix i årene 1957, 1958, 1959. I 1960 var hun i USA men hjemme igen i 1961, hvor hun deltog og ligeledes i årene 1962, 1963 og 1965. I 1959 vandt hun og skulle her atter medvirke i det internationale MGP, som denne gang skulle afholdes i Cannes i Frankrig. Sangen hed "Uh! jeg ville ønske jeg var dig". Den fik en 5.plads. Den bedste sang dette år blev nr. 6. Det var den italienske sang "Piove" af Domenico Modugno, som året før blev nummer 2 med sin "Volare". Der gik rod i alt, fordi Italien havde brudt reglerne ved at deres melodi inden MGP allerede var udsendt på grammofonplade og var blevet meget populær i de sydlige lande. Italien skulle have været diskvalificeret efter reglerne i 1959, men det lykkedes dem alligevel at komme med. Til stor ærgelse for dem selv vandt de ikke, men fik en 6.plads. Der var mange ret gode melodier med det år.

Birthe Wilke turnerede meget rundt i Vesteuropa i de kommende år bortset fra 1960, hvor hun opholdt sig i USA. I 1961 vovede hun sig indenfor Jerntæppet. Til Polen hvor man skulle afholde en sangfestival og 18 lande skulle medvirke. Birthe sang en sang af Ib Glindemann, som oprindeligt var skrevet til den danske film  "Jetpiloter", hvor hun både sang og havde en mindre rolle som Ib Mossin,s hustru. Hun indsang den aldrig på grammofonplade, men tog den med til Polen. Den store sangfestival skulle afholdes i Sopot nær GDansk på det store skibsværft, som på den tid var et af af verdens største og senere blev et historisk sted. En elektriker som arbejdede på værftet ledede et stort betydningsfuldt oprør.

Hans navn var Lech Walesa og han endte på et tidspunkt som Polens præsident. Birthe sang og vandt en første plads med sin sang, og det betød at hun både fik både turne, koncerter og TV udsendelser i Polen de kommende år. Birthe samlede på antikviteter og da hun ikke kunne få sine penge med ud af Polen, blev de omsat til smukke antikviteter, som hun fik en speciel tilladelse til at udføre.

Der skulle reelt findes en hel del tv-udsendelser herhjemme, som Birthe Wilke har medvirket i. Desværre er næsten intet gemt fra dengang. Hverken Melodi Grand Prix`erne eller Birthes egne udsendelser. Hvad det skyldes, kan man kun gisne om! Dog lykkedes det Jørgen de Mylius at finde hele det internationale 1957 Melodi Grand Prix i udlandet i midten af firserne. Og det internationale 1959 Melodi Grand Prix er også kommet til veje via udlandet. Så det er to værdifulde dejlige minder af have for Birthe i dag.

I midten af 1965 gjorde Birthe op med sig selv. Hun var alene med sin søn der nu var 2 år, og den dårlige samvittighed over altid at skulle rejse fra ham og han skulle undvære sin mor, blev for stor. Hun tog en beslutning og stoppede sin karriere for at uddanne sig til et borgerligt erhverv, hvor hun ikke skulle rejse hele tiden. Dog skulle visse kontrakter overholdes. Den sidste blev en tur til Grønland, hvor hun skulle synge for amerikanerne på baserne i Thule samt Sønder Strømfjord. Den kolde krig rasede på det tidspunkt, så der var mange amerikanske soldater på Grønland. Det blev en spændende tur for Birthe. Der var mange oplevelser, bl.a. mødet med indlandsisen, fange laks i Sdr. Strømfjord, se isbjerge, moskusokser, ja! Se hele den storslåede natur. Et møde med nogle grønlændere, som levede primitivt i telte ude i naturen, var også en oplevelse. Det kunne have fortsat i Canada, hvor en turne var planlagt efter Grønland. Men endnu var kontrakten ikke underskrevet, så den var til at komme ud af. Oplevelserne kunne have fortsat, men valget var taget. Birthe stoppede og har i dag en masse gode minder at se tilbage på. Der er så meget, at hun i nogle år har rejst rundt og holdt foredrag for sine fans fra dengang om sine oplevelser. Der er næsten altid fuldt hus, og hun slutter som regel af med "at minderne har man da lov at ha` - dem kan du aldrig nej aldrig ta`". Og det er så sandt!

Om Melodi Grand Prix i dag mener Birthe, at man glemmer, hvad Melodi Grand Prix drejer sig om. Nemlig at finde en god melodi!  I dag drejer det sig mere om udstyr, dans og bare maver. Hun savner nok mest de store skønne orkestre, som altid var der i hendes tid, hvor man aldrig brugte playback. Samtidig er hun imponeret over, at det har bestået i over 50 år nu. Med hele den store udvikling der har fundet sted indenfor alt, er det glædeligt hvert år at opleve, at Melodi Grand Prix stadig lever i bedste velgående. Det ville ingen have forestillet sig da vi startede, slutter Birthe Wilke af med.